top of page

VORES
ARTISTER

goldmundquartet-5.jpg
Goldmund Quartett

Den unge tyske strygekvartet, Goldmund Quartett, blev grundlagt i 2009 i München af de fire nuværende medlemmer, Florian Schötz, Pinchas Adt, Christoph Vandory og Raphael Paratore, som kendte hinanden og musicerede sammen allerede i deres skoletid. Navnet er en allusion til den ene af hovedpersonerne i Hermann Hesses fortælling, Narziss und Goldmund.De regnes med deres knivskarpe intonation og en fraseringskunst, der er udarbejdet til mindste detalje, blandt de mest interessante strygekvartetter i Europa i øjeblikket. De er vindere af en lang række internationale musikkonkurrencer, heriblandt den prestigefyldte International Wigmore Hall String Competition og Melbourne International Chamber Music Competition, begge i 2018. I 2019 tildelte The Nippon Music Foundation kvartetten de fire Stradivariusinstrumenter, som Niccoló Paganini købte i slutningen af 1800-tallet, og som i dag udlånes af fonden for en årrække til udvalgte ensembler som en særlig udmærkelse. Deres debut CD med værker af Joseph Haydn blev modtaget med begejstrede anmeldelser i alle de betydningsfulde klassiske musikmagasiner. De har givet koncerter i de mest betydningsfulde koncertsale i Europa, Canada, Kina, Australien og USA.

Gustav Piekut, klaver

Flere priser og internationalt anerkendte udgivelser har gjort Gustav Piekut til en pianist, man skal holde øje med i fremtiden. Selvom han stadig er ung, er han allerede blevet anerkendt for sin teknik, intelligens, ynde og styrke af kritikere i Danmark, Tyskland og Storbritannien. Gustav Piekut (f. 1995 i Aalborg) er opvokset i og omkring Kolding og fik sin solistdebut som 12-årig med Sønderjyllands Symfoniorkester. To år senere tog han på sin første soloturné og har siden optrådt som koncertsolist – blandt andet med DR Symfoniorkestret, Litauens Nationale Symfoniorkester og Copenhagen Phil. Han har desuden været inviteret til soloengagementer ved MecklenburgVorpommern Festspiele, Kissinger Sommer Festival og Hindsgavl Festival samt i Den Sorte Diamant og Tivolis Koncertsal. Efter studier på Klaverskolen Gradus som elev hos Martin Lysholm Jepsen rejste Piekut til Tyskland, hvor han studerede hos professor Klaus Hellwig på Universität der Künste Berlin. Siden 2019 har han studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Jens Elvekjær. Desuden timer ved Julia Mustonen-Dahlkvist. Gustav er netop blevet udnævnt som vinder af Gladsaxe Musikpris 2021 og er prisvinder ved den prestigefyldte Kissinger Klavierolymp. I 2020 blev han af DR udnævnt til årets DR P2 Talent. I 2018 modtog han Sonnings Talentpris. Han vandt Publikumsprisen, Carl Nielsen Prisen og EMCY-prisen ved Aarhus International Piano Competition i 2017. Forinden havde han været prisvinder ved Astana Piano Passionkonkurrencen i 2013, ved Dublin International Piano Competition i 2015 og ved International Piano Forum i Polen i 2016. Han er aktuel med sit andet album, ‘Towards the Flame’. Det internationale musikmagasin Pizzicato gav albummet en Supersonic Award med ordene “kun en ægte musikalsk poet, en rigtig lydkunstner, kan spille sådan” og BBC Music Magazine skrev at “Piekut rammer plet mellem teknisk præcision og henkastet brillians”. Piekut bor i København og Berlin.

Gustav-Piekut- by Nils-Krogh-Hansen.jpeg
1 Stundom_by Sebastian Stigsby.jpg
Emma Elmøe: Violin, bratsch
Julian Svejgaard: Klaver
Villads Hoffmann: Cittern

Stundom er lyden af ny nordisk folkemusik: Med en kærlighed til akustiske instrumenter inviterer trioen ind i deres eventyrlige lydunivers inspireret af filmmusik, kammermusik og traditionel nordisk folkemusik. Emma Elmøe, Julian Svejgaard og Villads Hoffmann deler en helt særlig kemi, og når de er sammen på scenen, udfolder der sig fortællinger og stemninger, som får tiden til at stå stille. Historien begynder allerede, da Emma og Villads er børn: I et violinværksted i Vanløse får Emma sin første violin af Villads’ far, og som Emma og Villads vokser op få huse fra hinanden, opdager de en fælles kærlighed til folkemusikken. I 2018 går de sammen med pianisten Julian for at indspille deres debutalbum Vandkanten - siden har de tre venner været uadskillelige. De har gæstet BBC Scotland, BBC Alba, BBC Radio 3, TG4 og DR P2 og de har optrådt på nogle af Europas største folk-festivaler såsom Celtic Connections [UK], Tønder Festival [DK], Het Lindeboom [FR] og Folkelarm [NO]. Derudover er trioen faste gæsteundervisere på Sankt Annæ Gymnasium i København - en af Danmarks mest betydningsfulde institutioner for landets musikalske talentmasse.  Emma, Julian og Villads’ har et unikt nærvær og sammen er de i stand til at skabe et autentisk, smukt og nutidigt univers. Allerede i 2015 vandt Emma og Villads prisen som Årets Nye Folk Navn ved Danish Music Awards blot efter få måneder som duo. Siden har Stundom, både som trio og solister, været nomineret til Årets Danske Rootsnavn ved Danish Music Awards i 2019, 2020 samt 2022, hvilket gør Emma til den yngste nominerede i kategorien nogensinde. Derudover blev Julian, Villads og Emma hver især nomineret til Årets Komponist for deres store arbejde med Stundoms lyd i 2022. I september 2021 udkom Stundoms andet studiealbum “må jeg holde din hånd?” som blev kaldt “et lille mesterværk” i Gaffa. Albummet blev nomineret til Årets Album ved Danish Music Awards Roots i 2022. Musikken handler om at turde tage springet ud i livet med åbne øjne og er både en hyldest til alle de stunder, trioen så inderligt har savnet under et års isolation og den eftertænksomhed, som er vokset ud af en brydningstid.

bottom of page