Adam Koch
Adam Koch (f. 2000) begyndte at spille violin som 5-årig og indledte sine studier hos professor Serguei Azizian i 2013. I de følgende år modtog han priser i adskillige nationale og internationale konkurrencer og begyndte som 16-årig på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Efter studier i København hos blandt andre professorerne Azizian, Eszter Haffner og gæsteprofessor Nikolaj Szeps-Znaider studerer Adam nu på Hanns Eisler Musikhøjskole i Berlin hos professor Kolja Blacher.
Adam har vundet priser i bl.a. Tibor Varga International Violin Competition (2019), J. Brahms Competition i Pörtschach (2020) og W.A. Mozart Competition i Salzburg (2020). Han har desuden deltaget i masterclasses med bl.a. Leonidas Kavakos, Mihaela Martin, Ana Chumachenko, Pinchas Zukerman og Gerhard Schulz.
Som solist har Adam optrådt med bl.a. Lausanne Kammerorkester, Aarhus Symfoniorkester og Leopoldinum Strygeorkester.
Adam har spillet på mange danske festivaler, men det er hans første år på Kolding i Toner, og man kan virkelig glæde sig til at opleve hans udtryksfulde violinspil.
