David Munk-Nielsen
David Munk-Nielsen (f. 1998) har etableret sig som en af Nordens førende unge koncertpianister gennem talrige koncertoptrædener samt topplaceringer i internationale klaverkonkurrencer. Hans debut-CD med titlen ”Between Fire and Silence”, med værker af Schumann og Sibelius, udkommer på OUR Recordings i maj 2026.
I 2022 vandt han 3. pris ved Maj Lind Piano Competition i Helsinki - Nordens største internationale klaverkonkurrence og blandt de mest betydningsfulde i verden. Året forinden opnåede han 1. pris ved både Tampere Piano Competition og Tallinn International Piano Competition. I alle tre finaler fremførte han Brahms’ 2. klaverkoncert med symfoniorkestre og blev rost af anmeldere for sit udtryksfulde og teknisk sikre spil. I 2019 modtog han desuden 2. pris ved Aarhus International Piano Competition samt to specialpriser.
David er født i København i 1998 begyndte han at spille klaver som 5-årig. Han har studeret ved Sibelius-Akademiet i Helsinki fra 2017-2024 og havde desuden studieophold ved Universität der Künste i Berlin. Han studerer i øjeblikket i solistklassen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Marianna Shirinyan.
Som solist har han optrådt med bl.a. Copenhagen Phil, Finnish Radio Symphony Orchestra, Tampere Philharmonic og flere danske og internationale orkestre samt ved festivaler i Norden og Europa.
Han har modtaget en række legater, herunder Jacob Gades store legatpris (2021) og Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris (2025).
